Sune Kofod Maglegaard

Her skulle gerne være en krukket og meget skarpskåren tekst, om hvilken slags forfatter jeg er, og hvilke historer jeg fortæller. Men det er der ikke.

Jeg hader at definerer mig selv, for jeg synes altid det bliver en halv løgn. Nok er jeg historiefortæller, men jeg er ikke løgner, gode historier indeholder sandhed, også selvom de er opdigtede. Jeg hader at definerer hvilke slags historier, jeg fortæller, for jeg elsker simpelthen historier, præcis fordi de er så forskellige, og fordi man kan fordybe sig i dem på alle mulge forkellige måder. Mig og historier har et åbent forhold.

Jeg går altid til mit arbejde med lysten først, ellers bliver det mekanik, og mekaniske historier har vi ikke brug for flere af. Jeg kan have lyst til en gyser, et tungt drama eller en absurd komedie, jeg er ikke kræsen, det er alt det som er inde i historien jeg har lyst til at udforske - karaktererne, temaerner, og de personer jeg fortæller sammen med, vores vision, for historien og det den skal i verden. Det er måske det eneste sted, jeg er lidt krukket - Historier skal noget i verden! Noget mere end at underholde, og i hvert fald noget mere end at tilfredstille egoet hos den som fortæller.

Vi har fortalt historier siden tidernes morgen, i alle afkroge af verden, og det har vi fordi det er vigtigt. Det er pisse hamrende vigtigt! Historier er opdragelse, historier er reflektion, de er samtale, de former og forandre samfundet, lader os se fortiden i os selv, viser os en fremtid at håbe på eller måske frygte. Jeg er ateist, men jeg tror på historier.

Jeg kan både sidde ved rattet og agerer navigatør. En af mine bedste kompetencere er at lytte og at samarbejde. Men jeg er også ærlig, og jeg kan godt kalde en lort for en lort.

 - Sune KM